Hårboller hos katte


Hårboller hos katte er normalt!
Katte danner hårboller af de mange løse hår, når de vasker sig, hvilket er helt normalt. Det gælder ikke kun langhårskatte - også korthårskatte fælder og danner hårboller. Dog er Hellig Birma en race, der vasker sig, og hinanden, i ekstrem grad og har derfor også flere hårboller, og evt. flere hårbolleproblemer, end andre racer. Til sammenligning har Persere, til trods for den større pels, faktisk færre hårboller. Persere er ikke kendt for selv at udføre den store pelspleje. 

Disse hårboller kommer normalt ud enten med afføringen, eller katten kaster dem op. Det er lidt forskelligt, men faktisk bedst de bliver kastet op. Men ud skal de! Nogle katte kan ind i mellem have problemer med at komme af med sine hårboller, hvilket kan blive katastrofalt for katten.


Ovenstående billeder er eksempler på hårboller. De kan være meget små, men som vist, også meget store. De tre første billeder viser hårboller, som er kastet op på helt normal vis. Det sidste billede, hvor hårbollen er lidt blodig, viser en hårbolle der er taget ud ved operation fordi den har siddet fast i tarmen.

Ting der hjælper katten af med hårbollerne:
Adgang til kattegræs/stuebambus dagligt - stil det på gulvet og ikke sammen med stueplanter. Eller adgang til en græsplæne dagligt. Græs hjælper katte til at kunne kaste hårbollerne op. Så græs er det vigtigste.

Lidt kattemalt dagligt eller et par gange om ugen. Lidt smør i stedet for kattemalt kan også bruges.

Speciel foder mod hårboller; "Royal Canin Intense Hairball" (giv ikke for meget, da katten meget nemt kan få tynd mave af dette foder).

Et andet foder mod hårboller, men med knapt så kraftig effekt; "Royal Canin Indoor Long Hair"

Grundig pelspleje er vigtig - se afsnittet herom.


Hårbolle problemer:
Hvis en hårbolle sidder fast i tarmen, så går det galt. De første tegn på dette er, at katten ikke spiser og måske heller ikke drikker. Den ligger eller sidder blot stille og vil ingen ting. Måske kaster katten også op, men ikke nødvendigvis. Katten kan også savle pga. kvalme.

Hvis der er mistanke om at en hårbolle har sat sig fast, så skal der handles hurtigt. Man må ikke vente i flere dage for at se, om katten får det bedre. Giv med det samme katten en behandling med paraffinolie:

En kat på 2,5-3 kg gives; 2 ml paraffinolie hver 3. time
En kat på 4-5 kg gives; 3 ml paraffinolie hver 3. time

Paraffinolien gives i munden på katten med en engangssprøjte. Hvis man bruger den klare og smagløse paraffinolie, så pas meget på det ikke kommer ned i kattens lunger. Brug hellere den mælkehvide med smag, som hedder; Paraffinolie emulsion - med vaniliesmag.

Hvis det ikke har hjulpet efter max 4 gange med paraffinolie, så kan man give et Microlax (som det til mennesker). Studsen skal helt ind i endetarmen og tuben klemmes sammen - hold fortsat tuben klemt sammen mens den trækkes ud.

Hvis dette heller ikke virker, så bliver der tale om operation. Og igen, det haster hvis katten skal reddes. Tarmen bliver hurtig sort, hvis der er helt stop (tarmslyng).

Vær opmærksom på, at katte ikke kan tåle at få paraffinolie dagligt, eller i for store mængder, da de ikke samtidig kan optage næring fra maden. Dog kan man behandle forebyggende med paraffinolie 2 gange om ugen, hvis en kat gentagne gange har disse problemer - men her skal en dyrlæge med på råd.

Man skal ikke blive bange for hårboller. Normalt kaster katten dem bare op - og helst på et fint gulvtæppe :-) Men det hænder, det giver problemer, og så er det godt at være advaret herom og vide hvad der skal til. Ovennævnte problemer og behandling er ikke det normale, men det kan forekomme.

Hvis man er det mindste usikker på hvad katten fejler, er det helt klart bedst at søge dyrlæge - eller have dyrlægen med på råd samtidig med behandlingen.

Vi kan helt klart anbefale: Husum Dyreklinik