Pelspleje af Birma

En birmapels
I følge standarden skal birmaens pels være lang til halvlang, afhængig af de forskellige dele af kroppen:
Kort pels i ansigtet, voksende længere på kinderne ud til fuld krave, lang på ryggen og flankerne. Pelsen skal være "silkeagtig" i kvaliteten, dvs. at pelsen skal føles kold og blød, når man rører ved den. Der skal kun være lidt underuld.

Men i praksis kan der være stor forskel på hvordan en birmapels er. Den kan være lidt kort eller længere, og den kan være meget stor og vamset. Underuld kan forekommer i større eller mindre grad. Især kastrater udvikler ofte en større pels end de fertile. Der er også stor forskel på hvor meget katten fælder. Behovet for pelspleje varierer derfor meget afhængig af kattens pelskvalitet og årstid.

Pelspleje er ikke kun for at have en smuk kat! Det handler i høj grad om trivsel for katten. En uplejet pels kan give en masse filterknuder, som hæmmer kattens bevægelser, og som gør ondt på katten.

Varieret behov for pelspleje
Nogle birmaer skal blot friseres godt igennem en gang om ugen, mens andre birmaer med en stor pels, skal friseres dagligt eller måske 2-3 gange om ugen. I fældningsperioder, er det dog altid nødvendigt at frisere katten grundigt hver dag!

Det bedste redskab til pelspleje er en god stålkam!
De 2 "smørkamme" er super gode til både show og den almindelige hverdagspleje - nøjes man med én, skal det være den store på 19 cm. Kammene er dyre i indkøb, men holder evigt. Der er mange andre, lidt billigere efterligninger, men disse er absolut de bedste. Købes hos: PitStop
Japansk Smørkam, 19 cm. Japansk Smørkam, 13 cm - Ansigtskam
Filterknuder
Det er vigtig at mærke efter filterknuder jævnligt og få dem fjernet. Man kan forsøge at klippe pelsfilterne af med en saks, men man må passe godt på ikke at klippe i huden, da den er ret elastisk på en kat og følger med op i en bue, når man trækker ud i en pelsfilter. Mange har haft den ubehagelige oplevelse at komme til at klippe i kattens hud. En trimmekniv er derfor mere sikker at bruge.

Det nemmeste og mest sikre er dog at bruge en hårtrimmer. Det er let at fjerne pelsknuden og katten kommer ikke til skade. Det gør ikke noget, at der kommer en lille bar plet. Pelsen vokser hurtigt ud igen.

Nogle birmapelse danner mange filterknuder, selv om katten friseres ofte. Andre kan få filterknuder, fordi de ikke vil friseres, og så er det en ond cirkel, da katten, pga. filterknuderne, bliver endnu mere utilfreds med at skulle friseres. Ved mange filterknuder hæmmes kattens bevægelser og/eller der kommer hudproblemer under pelsknuderne. Det er altså ikke kun af skønhedsmæssige årsager, langhårskatte skal friseres.
En hårtrimmer er rigtig god til at fjerne filterknuder med. Hiv lidt ud i filterknuden og brug trimmeren lige under knuden. Man behøver ikke barbere et større stykke, og det er helt smertefrit for katten.
En trimmekniv, som også kan anvendes til at fjerne filterknuder med, men det gør lidt mere ondt på katten, end en hårtrimmer.
Vask af katten
Hvis katten fælder meget, kan det være en god ide at vaske katten grundigt, da man på den måde, kan fjerne alle de løse og døde hår. Hvis katten har meget stor pels, og måske med underuld, kan den fælde helt enormt. Her er det godt at vaske katten en gang om ugen i fældningsperioden, måske i en måned. Herefter er det godt at vaske katten jævnligt.

Hvis man går på show med sin kat, så er der en hel række af forskellige shampoo der anbefales. Men hvis man blot skal vaske sin kat fordi den fælder, eller den måske bare trænger, så er en helt almindelige "Minkolie shampoo" udmærket og den kan fås i alle dyreforretninger. En babyshampoo kan også bruges.

Når katten har været i bad, er det vigtigt at få den føntørret og efterfølgende frisere den tørre pels meget grundigt igennem. Der kan sidde en masse løse små filterknuder, som skal af. Ellers vil katten slikke alle de løse hår i sig!


Minkolie shampoo
Barbering af katten
Af flere årsager, kan det ind i mellem være nødvendigt at barbere en birma. Hvis katten er samarbejdsvillig, kan man gøre det selv med en hårtrimmer. Ellers kan det ske i narkose hos dyrlægen.

Katten kan have mange filterknuder, som ikke kan fjernes med en trimmekniv eller andet og så kan det være nødvendigt med en "løvebarbering". Hvis katten har haft hårbolleproblemer tidligere, kan man som forebyggede barbere katten i fældningsperioden. Hvis katten er plaget af en meget stor pels, og måske også har filterknuder, så vil katten være rigtig glad for en ny og kort sommerfrisure :-)

Billerne til højre viser en kat, som bliver barberet i narkose, hos Fasanvejens Dyreklinik.

Herunder er det en crememasket birma, som fint samarbejder om at blive barberet og narkose er ikke nødvendig. Katten nyder efterfølgende sin korte sommerpels. Denne birma er ikke barberet så kort som den ovenover.
Tilbage